Schousboes ferieblog

D. 30.3. begyndte lettere mat for Mads Olaus – men panodil og cola hjælper jo godt i nødstilfælde! 😬 Ud drog vi i den multikulturelle by, hvor indere, kinesere, indonesere og malayer lever side om side! Der er gang i byen dag og nat! Vi besøgte et stykke regnskov, som ligger midt i byen. På gangbroer gik vi oppe i trækronerne! Det var som en oase midt i den larmende storby!

Kuala Lumpur er en moderne by med mange højhuse. Vi så bl.a. et af byens vartegn The Twin Towers som indtil 2004 var verdens højeste. Inklusiv antennen er tårnene 451,9 meter høj og har begge 88 etager. Man føler sig som en lille mus, når man står og spejder op på dem! I de nederste etager ligger der store moderne shopping malls. Sigrid Marie og ut. hyggede os der, selv om vores rejse-outfit ikke helt passede ind blandt de fine damer i høje hæle eller de tildækkede damer i smukke glitrende gevandter! Drengene prøvede en legeplads af og senere slappede vi af i den dertilhørende park og lille vandbassin og observerede klodens mange forskellige mennesketyper! Da det blev mørkt lignede byen Tivoli ved juletid – fuld af lys! Vi spiste på et lille madmarked, hvor vi snakkede om glæden ved snart at skulle hjem – men også om alt det samvær, alle de indtryk og oplevelser, vi har været heldige at have fået med hinanden på denne rejse! Der er stor grund til taknemmelighed! Vi sluttede dagen af i de to dobbeltsenge med at se “Rigtige mænd – og koner”, inden øjenlågene blev tunge!

Pakkede for sidste gang rygsækkene ( de er noget tungere, end da vi begyndte rejsen!) og tjekkede ud kl. 12. Traf en taxachauffør, som kørte os ud til et helligt sted for specielt hinduerne, Batu Caves. Der er templer inde i en stor limestensgrotte. Udenfor står den store 50 meter høje guldfarvede Murugan statue. Inden vi gik opad de 272 trin til selve grotten, fik vi en aske prik midt mellem øjnene – så skulle vi være fri for at blive hypnotiseret(!) Flere små børn var blevet kronragede og hele skalpen var smurt ind i barken fra sandaltræet – både af hensyn til immunforsvaret og af en hellig grund. Dette gøres tre gange, inden barnet fylder fem. Aberne sprang frække omkring og stjal bananer og vandflasker efter forgodtbefindende. Taxachaufføren ville efterfølgende vise os en chokoladefabrik – “ good price for you, my friend…..” Det viste sig blot at være en chokoladebutik, vi kunne ikke komme til at se produktionen, men vi så chokoladetræer med bønner. Dernæst kørte han os til den nye bydel af Kuala Lumpur som hedder Putrajaya. Her ligger præsidentpaladset og den store mosque – samt en masse fine, nyere og store bygninger og komplekser – men meget kontrastfyldt fra Kuala Lumpur, der var næsten ingen mennesker på gaderne – det hele virkede faktisk lidt kedeligt. Vi bad om at komme tilbage til Central Market og gik ture der i bazaaren, inden vi kørte til lufthavnen. Med nogen forsinkelse lettede vi fra Kuala Lumpur kl. ca. 0.30. 11 timer senere landede vi i Istanbul efter en fin overfart. I skrivende stund sidder vi og venter 9 timer på flyet til DANMARK, hvor farmor og farfar venter os i lufthavnen med rugbrødsmadder – YES!!!!😀

Otte ugers rygsækstur til Sydøstasien med verdens bedste familie er til ende. I bagagen har vi i hobetal af fantastiske minder og oplevelser samt billeder – og ikke mindst dejligt samvær 24-7 . I morgen begynder hverdagen igen med skole, arbejde mv. – det er også godt! Vi glæder os til at se familie og venner, Ingolf og Sundager!!❤️

Ude godt – hjemme bedst!!😀

Med fly fra Krabi til Koala Lumpur i Malaysia og fra Koala Lumpur til Kota Kinabalu, hovedstaden på Borneo. Borneo er verdens 3. største ø, hvor en del er indonesisk og en anden malaysisk. Det første der slog os var, at der ikke lå særlig meget affald langs vejsiderne sammenlignet med de tre lande vi har rejst i på denne tur! Vi boede i en lille lejlighed på 6. etage med poole på 3. etage, hvor der var liv og glade dage – vi var de eneste hvide blandt tildækkede, badende muslimske kvinder med deres børn. Fædrene sad og slappede af ved bassinkanten. 80% af den Malaysiske befolkning er muslimer i forskellig grad. Vi har tit snakket om, at vi synes, at 38 grader er varmt – hvordan må det så ikke være under en nihap. Ved siden af lejligheden lå en stor butiksarkade med mange tøjbutikker – det var lige noget specielt Sigrid Marie nød!

Lidt uden for byen havde vi læst om, at der lå en primitiv landsby kaldet Mari Mari, som betyder “kom kom”. Det var en rigtig, rigtig spændende oplevelse, hvor vi på en interaktiv måde fik fortalt om, smagt, vist og prøvet, hvordan fem oprindelige stammer i Borneo har levet for år tilbage. Et nøjsomt liv hvor alle ressourcer blev udnyttet til fulde. En stor del var lavet af bambus, huse, krus, forme til madlavning, bark brugt til tøj. Vi drak 80% risvin i små bambuskrus – dog fortyndet med vand. Det smagte ok! Original dans og hop på en bambustrampolin af MEGET veltrænede unge mænd og yndefulde piger – de ville gerne, at vi skulle prøve efterfølgende – helt så smukt og kraftfuldt var det langtfra men sjovt. Mads Olaus blev udnævnt til familiens overhoved, og skulle gennemgå et lille ritual/hilsen med kanibalhøvdingen for at resten af “den hvide stamme” ikke skulle få hugget hovederne af, inden vi entrerede landsbyen! Mads Olaus tog denne rolle meget seriøst!

Senere på dagen besøgte vi et marked i byen – og også den mindre pæne del af byen! Friske og tørrede fisk, kyllingekød, frugt, soveniers og tøj i en sammenblanding – og masser af affald og spyfluer! Børn der tilsyneladende havde deres liv der løb forhutlede rundt – legende på containere. En lille pige på 4-5 år passede sin lillebror på ca. 1 år midt i grus og skidt, mens hun tiggede…sådanne oplevelser giver stof til eftertanke for både små og store!!

Ulrik og jeg gik en tur langs kanalen, mens ungerne koblede af i lejligheden – her så vi flere slanger af de større slags. Så gik vi ind på et privathospital – vi kiggede ind på en sengeafdeling – det var ret tydeligt et privathospital! Fint og lækkert!

Med fly drog vi til Sandakan i nord næste morgen. Byen virkede “ gammel” og slidt – vi boede på NAK hotel – ingen luksus. Gik en tur rundt i byen bl.a. til den lokale moske, 203 trin op til den britiske forfatter Agnes Keith hus, hvor der var en fantastisk udsigt udover havet og byen. Var på byens stadium, ungerne ærgede sig over, at luften i den medbragte bold af sikkerhedsmæssige grunde bliver taget ud i lufthavnen – for der var ellers mange børn at spille bold med! Børnene ville meget gerne i kontakt med os – vi lavede high fives grinede og tog billeder- og vi snakkede bagefter om, hvor herligt det er, at de mødes fysisk fremfor at sidde bag en skærm, som der jo netop snakkes så meget om på de hjemlige breddegrader!

Næste dag stod i truede dyrs tegn! I “Olsen-banden-taxaen” kørte vi afsted til Sepilok, hvor der ligger et rehabiliteringscenter for orangutager, som en engelsk dame har opbygget startende for ca. 20 år siden. Orangutangerne er stærkt truede, der er kun ca. 11.000 tilbage på Borneo. Palmeolieindustrien har STOR magt- der ligger palmeolieplantager så langt øjet rækker – det er her orangutangerne plejede at leve, da der var jungle! Det er trist for alle parter!

Det var meget fascinerende at stå der og se orangutangerne og deres unger i deres rette element. Selv om det er et rehabiliteringscenter for indbragte orangutanger fundet i landsbyer, hvor nogle har holdt dem som kæledyr, da de var små – så var det alligevel os, der var gæster – spærret inde på gangbroer og platforme midt i orangutangernes verden! Altså lidt den omvendte zoooligiske have. Vi så første fodring kl. 10, kørte derefter til næseabernes ( probiscus) og sølvabernes distrikt. Næseaberne er særegne fordi specielt hannerne har en lang næse ( vi følte os helt hjemme, da vi på rejsen har mødt nogle asiater, som syntes, at vi havde nogle store næser!😂)-som de bruger til at imponere hunnerne. De lever kun på Borneo, og der er kun 7.0000 tilbage! Sølvaberne lignede små fredelige gamle mennesker med et sørgmodigt og rart udtryk! Næseaberne var mere frække anført af en stor alfa-han!!

Tilbage til orangutangernes 2. fodring kl. 15, indenda besøg hos “ The Sun Bears” – verdens mindste bjørn ( på størrelse med en mellemstor hund). De er også en truet dyreart! De vågnede og blev fodret, da vi kom – meget heldigt!

Kl. 15 så vi fodringen og legetimen blandt orangutangernes børnehave – her trænes færdigheder med hjælp fra deres nye mor alias dyrepasseren – meget meget vigtigt element for at de på sigt igen kan slippes ud i den vilde og dertil indkøbte og fredede jungle! De var sjove at se på – og hold da op, hvor vi ligner hinanden på mange områder!! Det var en MEGET interessant dag, som vi er så glade for at have fået lov at opleve!!

Vores taxachauffør tilbød os at køre os til en flod næste dag, hvor vi skulle sejle i tre timer og forhåbentlig se aber, elefanter og krokodiller i det fri! Han syntes åbenbart, at det var lidt for trangt for os at sidde 6 mennesker plus ham i Olsen-banden-bilen – så han havde medbragt sin kone og søn. Konen kørte deres egen bil. Hun var sød og nem at snakke med! Jeg fik en del indblik i, hvordan en moderat muslimsk familie lever, spændende. Under ramadanen øves børnene i at faste, fx. havde deres søn på fem kunnet faste i 14 dage ud af de 30 – hun håbede, at han kunne klare alle 30 dage næste gang! Og det gælder altså ingen mad og drikke fra solopgang til solnedgang!!Hun fortalte også, at frøene på palmetræerne høstes to gange om måneden med håndkraft med en lang pind med en kniv i enden! Tungt, tungt arbejde, da de bagefter også læsses med håndkraft på lastbiler – og så i den varme!! Efter tre timers kørsel ad virkelig dårlige veje, med endeløse palmeolieplantager kom vi til floden! Efter tre timer på junglefloden i en lille båd havde vi set næseaber, sølvaber, makakaber – desværre ikke elefanter og krokodiller – men en vild gris!!😂

Sidste dag på Borneo brugte vi på markedet og hos frisøren – hvor alle drenge blev klippet af den meget tydelige transvistit! Hun ejede salonen med sin mor, som blev ved med at omtale hende som sin søn… Ulrik blev også barberet – og Sigrid Marie og ut. fik glattet hår – de var meget fascineret af vores lyse hår og blev ved med at spørge, om det var vores eget hår!😊 I salonen var også ansat en muslimsk rigtig sød pige. Jeg spurgte, om hun ville vise, hvordan hun satte sit tørklæde! Vi gik ind i et rum væk fra mændene. Jeg fik lov, at prøve at have det på! Jeg syntes med det samme det var ubehageligt varmt og stramt, hvilket hun også indrømmede, at det kunne være men hun havde været vant til det, siden hun var 5 år!

Inden afrejse med fly kl. 21 til Kuala Lumpur begyndte Mads Olaus at have diarré og samtidig kaste op! Det var en drøj tur for ham, specielt da vi først landede på hotelværelset kl. 3 om natten efter at Ulrik havde siddet og måttet holde taxachaufføren vågen, øjenlågene var ved at falde i og kørslen blev ustabil og efter bookingen var gået fortabt på det første hotel! Hello Kuala Lumpur – her we come!!😆

For 16 år siden skrev Ulrik og jeg til et rehabiliteringscenter for orangutanger på Borneo, om vi i en periode måtte være frivillige hjælpere. På det tidspunkt kunne det ikke lade sig gøre, desværre! Borneo har derfor stået på ønskelisten af steder at komme, men vi troede ikke, det ville blive i denne omgang…. Da vi så sad og planlagde den sidste del af turen på Koh Jum og talte de sidste sparepenge – kunne vi se, at det alligevel lod sig gøre – fantastisk!😄

Derfor forlod vi Koh Jum fra strandkanten med longtailbåd – ude på havet – en lille smule faretruende og uden den store sikkerhed, blev vi omplaceret til en båd til byen Krabi – 1,5 times sejlads.

I Krabi blev vi installeret på Hotel Sasi House (med air con – ja, man glædes over små detaljer😄)og fik lavet en aftale på byens dyrehospital. En venlig og engelsk-veltalende yngre dyrlæge viste os rundt (med lidt betænkelighed, da chefen ikke var tilstede til at godkende det). Det var interessant at se og i virkeligheden ikke så anderledes end Ulriks hverdag hjemme. Udstyret var lidt ældre og behandlingsmulighederne i højere grad begrænset af økonomi både for gadehunde/-katte og hos private dyreejere. Vi blev herefter hentet i taxa – og afleveret ved byens tempel. Da vi alle er steget ud og taxaen er kørt, kan vi ikke finde Ulriks telefon. Alle havde set, at han havde brugt den i bilen. Så gik den store eftersøgning i gang for i telefonen lå også et Mastercard…Med få procent opladning på både Mads Olaus og min telefon ( det er jo typisk i sådan en situation) forsøgte vi at ringe til telefonen og bruge “ Find my Iphone” for at konstatere at telefonen bevægede sig væk fra os og blev slukket efter et par opkaldsforsøg! Sigrid Marie, Peter August og Ulrik hoppede i en taxa og kørte ud i det område for at lede efter taxaen, vi tidligere havde kørt med. Uden held. Senere hjalp hotellet os med at finde frem til taxamanden, som kom og viste sin bil frem og sagde, at han ikke havde fundet telefonen i bilen…så vi vælger at tro, at Ulrik har tabt telefonen ved udstigning og en hurtig sjæl har fundet den. Øv, øv, øv. Men som Ulrik sagde, der er ingen tilskadekomne kun noget teknisk bøvl! En lille smule slukørede gik vi tur ved templet og den dertilhørende munkeskole for drenge fra 8-18 år, som vi dog ikke måtte komme ind at se. Munkeeleverne boede også på skolen. Der hang orange munkeklæder til tørre på gangene, og der lød latter mellem de kronragede drenge. Høns, kyllinger og MANGE haner og ualmindeligt mange skabsbefængte hunde med åbne sår rendte rundt på området – så synd efter vores mening – men man slår jo ikke i hjel som buddist! Puha, der var noget for det lokale dyrehospital at gå i gang med, hvis de fik lov og der var penge til det!! Mads Olaus brød sig slet ikke om at være i området og bad om, at vi gik! Hyggede med hinanden om aftenen og gjorde klar til tidlig afgang mod Borneo næste morgen…

Med minibus et par timer fra Khao Lak kl, 06 til Krabi og derefter med speedbåd til den lille ø, Koh Jum. Vi havde læst i Lonely Planet, at den skulle være en stille og rolig ø, uden ret mange turister og det svarer fint til den smukke rolige ø, vi nød at bo på. Vi boede i en træhytte på pæle lige ned til havet – Beach Relax. Fra den dejlige terrasse kunne vi følge med i tidevandet, som et par gange i døgnet forandrede den smukkeste sandstrand til skarpe klipper og koralrester. En nat var det desuden rigtig tordenvejr og et gevaldigt men kortvarigt regnvejr. Forestiller os, at det er sådan i monsuntiden. En sjov ting: Der var rigtig mange valgmuligheder på stedets menukortet, men stedet bestod kun af fire hytter, så antallet af gæster var derfor heller ikke voldsomt – Og da der så pludselig kom 6 sultne danskere var det mere end køkkenet kunne klare – men hva’ børnene fik pommes fritter fra dagen i forvejen 🙂 (det kan ikke anbefales!) – til gengæld var pandekagerne super gode. Vi led nu ingen nød – men det er en helt anden måde, at gå på restaurant i Asien end i Danmark – maden kommer ikke samtidig og man gør ikke så meget ud af borddækning – og om der er hvad der skal være fx. servietter, bestik m.m.:)

Tiden gik med at badning, læsning og lektier. Man skulle meget langt ud, hvis man skulle snorkle, så det gjorde vi ikke så meget. Natten var en VARM omgang, da hytten var uden aircondition.

En af dagene besøgte vi øens hospital, som viste sig at minde meget om en sundhedsklinik. Vi blev meget venligt vist rundt af en sød sygeplejerske. Hun havde mange kasketter – skadestuespl,, vaccinationsspl., hjemmespl., Sundhedspl., og jordemoder og massør. – men var også den eneste sundhedsfaglige person på dette tidspunkt. To gange om ugen kom der en læge til øen. Der var ingen patienter, mens vi var der, de hyppigste lidelser er trafikuheld og uheld ved fiskeri. Hvis patienterne havde behov for indlæggelse blev de sejlet til bl.a. Krabi. Efter besøget på hospitalet blev vi af en lokal knallertmand kørt til hovedbyen på øen (omend den er lille!) af i øvrigt den eneste cementerede hovedvej. Vi kørte forbi mange små butikker, som var betjent af muslimske kvinder med hovedbeklædning og også skilte med henvisning til, at man i tilfælde af tsunamiadvarsel skal løbe op på bjerget. I byen så vi mange fiskerbåde, de såkaldte longtailboats og fiskernes boliger. Det var et fattigt og beskidt syn – TRIST!! Det lignede en losseplads – mudder, plastik, beskidte børn, høns og kyllinger, en ubehagelig lugt af rådden fisk og kloak. Små haver var anlagt med hegn af gamle fjernsynsskærme og kabinetter som plantekasser. Midt i alt dette samsurium var der også små køkkener – det vækkede ikke vores appetit!

Om aftenen spiste vi på naborestauranten i strandkanten – 100 bath for et måltid kylling, grøntsager i sur/sød sovs med ris til = omkring 22-23 kr. Børnene legede på klipperne og blev selvfølgelig våde – alt som vanligt!:) Vi sov sidste nat i varmen sammen med kakelakkerne…

Turens næste destination vil I høre om i kommende blogindlæg!:)

Khao Lak er en rigtig turistby, her kunne vi på afstand både kende og høre danskere. Vi boede på et dejligt hotel med både swimmingpool og adgang til standen. Jens Gustav kom til at tisse i sengen en nat.. Efterfølgende fik vi, af receptionisten med de røde læber, pænt men bestemt at vide, at vi skulle fortælle ham, at det måtte man ikke!! Hmmm!!! 🙂 Den syngende morgenmads tjener Chaley var en oplevelse for sig – han stod på samme tid og kickboksede, sang på selvlært dansk og lavede omelet og spejlæg. Han glædede sig til at skulle åbne sit eget lille hotel. Han havde nu stået og lavet morgenmad på hotellet i over ti år og havde sparet penge op. Han fortalte også om Tsunamien i 2004, hvor han mistede sin kone. Han selv hjalp flere turister, han mente selv, at fordi han var i god form ( kikboksede), var han i stand til at hjælpe flere. Vi besøgte om eftermiddagen Memorial Park efter tsunamien. Parken ligger i bydelen længst væk fra kysten, etableret omkring et militærskib, der blev skyllet helt derop og efterfølgende fået lov at blive liggende. Der var flere steder billeder fra tsunamiens ødelæggelser – puha, det er slet ikke til at forstå, hvilke naturkræfter – og hvor mange menneskeliv der er gået til og alle naturødelæggelserne. På baggrund af tsunamien blev der bygget flere huse inde i landet – bl,a. til fiskerfamilier, men de står nu ubeboet, fordi fiskerne hellere vil bo ved vandet, da deres liv er ved vandet. Det gav anledning til en del spørgsmål fra børnene – bl.a. hvor man skal gå hen og hvad man skal gøre. Der er nu lavet mange alarmforanstaltninger – bl.a. højtalersystem og skilte hvor man skal gå hen i tilfælde af tsunamiadvarsel.

Næste dag tog vi på en guidet tur til Khao Sok National Park, hvor vi blev transporteret i en longtail boat. Det er et kæmpe område med bjerge og jungle – smukke, smukke formationer. For 20 år siden blev det vedtaget, at et område skulle oversvømmes – dette er nu blevet til en kæmpe stor, lysegrøn sø, som er 37 meter dyb. Under vandet ligger flere landsbyer fra tiden inden oversvømmelsen af området. Der bor stadig primitive familier i området, hvor hverdagen består af fiskeri, madlavning samt “vedligeholdelse af stammen” og efter vores målestok ikke så meget mere….man kan tænke- hvem er mest lykkelig…I følge vores guide har der tidligere været et mere rigt dyreliv, men elefanter m.m. har svært ved at gebærde sig rundt på klippevæggene.

Vi blev af guiden frarådet at tage på vandretur i junglen, da det ville være for hårdt for Peter August og Jens Gustav. Vi valgte dog, at trodse guiden. Peter August blev plastret sammen – efter et væmmeligt sammenstød med et løbebånd på hotellet, som ikke ville stoppe og så på bare tæer!! Han klarede vandreturen SÅ flot. Vi blev fulgt af en guide med en stor gun. Selv om vi så skilte med elefanter, så vi ikke nogen ej heller aber – og heller ingen farlige dyr men en masse junglelyde. Vi endte ved en lille samling flydende huse på søen, hvor vi på en bambus-tømmerflåde ( dog med motor) skulle transporteres til en kalkstensgrotte, hvor man fik vist, at Buddha også var formet naturligt i kalksten. 🙂 Efterfølgende gik vi ad samme sti gennem junglen – og nu var der åbenbart ikke behov for at have en “gun-mand” med…? Guiden havde været meget spændt på, hvordan børnene klarede det – og hun blev da helt bekymret, da vi gerne ville bade i søen efter vi havde spist på en flydende restaurant- hun ville have, at vi skulle have redningsveste på, men da vi fortalte, at vi godt kunne svømme og hoppede i det klare vand med alle fiskene – grinede hun og rystede på hovedet og begyndte at tage billeder af hele seancen, som for os var meget naturlig. Guiden fortalte, at det ville man aldrig gøre med thai- børn ej heller lange gåture.

Det var på mange måder en fantastisk smuk tur. Vi havde en god tur – tror også, at guiden havde en oplevelsesrig dag med seks skøre danskere- det virkede som om hendes hendes horisont også blev udvidet….og ikke kun vores!:)

Om aftenen fik vi alle massage – Jens Gustav syntes dog ikke lige, at den søde massør, selv om hun ivrigt kyssede ham, skulle hive hans underbukser længere ned, så han hev dem op et par gange, inden han faldt i søvn. Sigrid Marie og ut. prøvede at få lakeret negle – de holdt ikke engang i et døgn, det føltes som om neglene ikke kunne få luft – skrappe sager!

Afslutningsvist badede vi i bølgerne i havet i solnedgang og så pakkede vi til næste dags tur til øen Koh Jum.

Bag på en pick up med 80-100 km i timen ( også på steder hvor der kun var 50 km/t!!) kørte vi 26 km. fra færgelejet efter Koh Kut til byen Trat. Ja, man afviger temmelig meget fra danske sikkerhedsforanstaltninger – hmm, denne tur var lige spændende nok! Fra Trat til Bangkok i minibus og fra Bangkok i natbus til Chumpon og med lokal bus fra Chumpon til Gong Valley – alt i alt en rejse på 22 timer! Fremadrettet bliver en tur til farmor og farfar i Nordsjælland på godt 2 timer piece of cake.:)

I Gong Valley stod vi af bussen kl. 7 om morgen, det føltes som “in the middle of no where”……Rygsækkene kom på, og vi begyndte at gå mod kaffefarmen, som vi havde fået anbefalet- uden helt at vide, hvor langt, der var! Ret hurtigt kom der en lokal kørende på sin motorcykel med lad-sidevogn og tilbød os et lift. Vi tænkte 6 mennesker + plus chaufføren og 8 rygsække – går det mon…..? “Hjælp, vi vælter”, skreg moderen, da motorcyklen krængede under belastningen. Chaufføren fortrak ikke en mine – og det hele gik jo fint!:)

På Gong Valley Coffee Farm blev vi mødt af den venlige tante i natkjole – vi var jo også liiidt tidligt på den. Hun forsikrede os for, at vi kunne få morgenmad og også overnatte i et lille hus på pæle og at vi kunne bade i floden. Børnene var allerede ude at sondere terrænet – der var en del overskud på energikontoen efter et døgns transport. På farmen er der en restaurant som drives af familiemedlemmer. Desuden består farmen af en masse kalkuner og høns samt skildpadder. Børnene blev hurtigt dus med familien og alle husdyrene samt den lille nevø på 3 år. Flodens klare vand tiltrak – pludselig peger den lille dreng ud i floden og råber et eller andet – vores blikke rammer en slange på ca. 2 meter i vandet! Børnene kom hurtigt op!! Det viste sig, at være en pythonslange, som familien gerne ville have fat i, da den jo er til fare for gårdens høns og kyllinger – det gjorde dog ikke noget, om den tog rotterne, som vi så løbe på stolperne i restauranten!! Vi lader være med at tænke på hygiejne her….- Den “vilde” slangejagt begyndte derfor anført af tanten i gummistøvler og pinde med en kniv i enden. Desværre uden held! Efterfølgende badede børnene under opsyn! 🙂

Om eftermiddagen fik vi et meget autentisk foredrag om kaffebønner, ristning og kaffebrygning af Mr. Gong, stifteren af Gong Coffee. Han er en meget levende person, som meget gerne ville udbrede sin viden – også gerne promovere sit firma. Han var meget ivrig fortaler for, at børnene skulle starte en lille kaffebutik op, så hvem ved måske der kommer coffee to go på Sundstien i Faaborg – kaffekværnen er i hvert fald indkøbt!:) Vi spurgte til, om vi kunne komme ud til kaffebønderne, men høsten var netop overstået. Mr. Gong gør meget ud af, at udvælge de bedste bønner for på den måde at kunne lave den bedste kaffejuice…

Dagen efter blev vi kørt til det lokale vandfald, som der rent faktisk var vand i og som var rigtig sjovt at bade i. Desuden ikke dårligt at blive afkølet! I vandet var desuden en masse såkaldte “ doktorfisk”, som var meget ivrige efter vores afskallede hud. Børnene legede og påbegyndte en lille tømmerflåde….der er jo MASSER af store bambus.

Så var det tid at hilse af med den rare familie for at rejse videre mod Khao Lak. Vi blev kørt til bussen i den nærliggende by – men busplaner og hvornår bussen reelt kommer er et kapitel for sig….I hvertfald nåede vi ikke den første bus og den anden nåede vi på et hængende hår, da den kom ca. 15 min. før….Det er jo det, der er så skønt ved at rejse så spontant som vi gør – man får uforudsete oplevelser og gode grin!!:)

Vinkede farvel til Mette og Kasper og ungerne og kørte med Tuk tuk til Tonle Sap. Tonle Sap ligger i det vestlige Cambodia og er dels en sø og dels en biflod til Mekongfloden og er således en integreret del af Mekongflodssystemet. Sommerens monsunregn får søen til at blive fire til seks gange større under regntiden end under tørtiden.Den udnyttes til dyrkning af ris, og der er flydende boliger på søen. Tonle Sap er den eneste flod i verden, der skiftevis løber den ene vej og derefter den anden vej. Tonle Sap-floden har en længde på 120 km. Vi troede, vi kunne få lov at bo i en af de flydende landsbyer, men det viste sig at være mere problematisk end først antaget. Vi prøvede med flere overtalelser, men der var ikke plads til en familie på vores størrelse!! Det er første gang på turen, vi har mødt denne udfordring. Det var alligevel fascinerende at få en lille fornemmelse af, hvordan det er at bo på søen i træhuse på pæle. Der var sågar en skole og børn sejlede rundt i overskårne plastiktønder. Man kunne godt fornemme, at det er den tørre tid på vandstandsniveauet, og der herskede også en ubehagelig lugt at “gammelt” vådt mudder og rådne fisk. De lokale børn legede dog lystigt i det mudrede vand. Vi tog en billig overnatning i Siem Riep og blev dagen efter hentet i en minibus kl. 5.30 med destination til Trat i Thailand ( 8 timers kørsel) og herefter med båd 1.5 time til “bountyøen” Koh Kut. Det var uden at være sart en noget anstrengende tur med verdens dårligste chauffør og meget lang ventetid og kontrol ved den thailandske grænse. MEN vi skal IKKE klage, når man ser de fattige børn, handicappede og tiggere der ligger og sidder i “ingenmandslandet” mellem Cambodia og Thailand. Billeder på nethinden af to piger på ca. 7 år sovende ved siden af hinanden på et stykke pap, møgbeskidte og en lille handicappet dreng, der sad og tiggede…måske har de forældre måske har de ikke…..uha, den var hård!

Koh Kut svarer til hvad der står i bøgerne og hvad vi har fået fortalt – en rigtig bountyø. Vi havde ikke bestilt noget i forvejen, men var heldige, at der var plads til os på S-Beach Resort, dejligt sted!! Hvid sandstand, lyseblåt hav, palmer, sol og varme. Vi har badet og badet og badet – snorklet – set koraller, fisk i mange farver og søpindsvin OG er også blevet solskoldede!! Det er en hyggelig ø med små butikker langs vejen, men ellers ikke rigtig så meget by, hvilket gør det hele meget roligt.

I går gik vi en tur til vandfaldene, og da det jo er tørtid, så er vandfaldene ikke overvældende, men der var en dejlig ferskvandssø, hvor de svedige kroppe kunne blive afkølet i den næsten 40 gr varme dagtemperatur. Børnene hyggede sig også med at hoppe ud i søen fra et tarzanreb! Ellers gik vi igennem jungle og nød alle de fremmedartede lyde. Selv om man synes, at man går langt fra alfavej undres vi gang på gang over alle de for os underfundige steder et lille bedested er sat op med de typisk guld og røde farvede opsats, hvor der ofte sidder en Buddha på toppen med gule blomster og røgelsespinde og ikke at forglemme rød sodavand, lidt frugt eller andet som ofring til Buddha – men når man tror på reinkarnation, så giver det jo forståelse.

At se solen gå ned i horisonten og male de smukkeste farver og samtidig se børnene bade og lege på stranden, palmernes silhuet og høre de forsigtige bølgeslag mod det varme sand mens vi sidder med dagens “sundowner” – ja, så kan livet vel egentlig ikke være ret meget bedre!!:) Vi er meget taknemmelige!! Denne ø kunne vi ikke lige rejse fra, så vi blev to ekstra dage! Dejligt, at have den frihed til at kunne det.

Næste dag stod det på lektier om formiddagen og badning, og om eftermiddagen gik vi op og besøgte den lokale skole og børnehave – 142 elever fordelt i alderen 3-12 år. Igen fik vi god gavn af de medbragte balloner hjemmefra. Det viste sig, at være en god kontaktform, når man ikke taler samme sprog. Alle havde skoleuniform på, brune bukser/nederdele, hvide skjorter, brune strømper og sko. DET SÅ VARMT UD!! Vi snakkede lidt med lærerinderne, som fortalte, at børnene går i skole fra kl. 7.30 til 16.30, heri er der indlagt frokost på skolen. Det er en lang dag! Skolen og børnehaven er sponsoreret af private og så umiddelbart velfungerende ud – dog noget fremmedartet i forhold at man gentager i kor, hvad læren siger. Børnene så glade ud og ville gerne i kontakt. Bagefter gik vi hjem langs stranden på mørke helt rundslebne klipper.

Dagen kom, hvor vi måtte tage afsked med skønne Koh Kut, den søde S- Beach- Mutter og hendes søde personale. Det var et dejligt ophold på alle måder.

Efter 1,5 times flyvetur fra Chiang Mai til Bangkok skulle vi hente Sigrid Maries konfirmationsdress – desværre har vi nok misforstået hinanden lidt… i hvert fald var det ikke helt, som vi havde forventet. Sigrid Marie tog det rigtig flot, men var selvfølgelig lidt skuffet. Nå op på hesten igen – vi må på den igen i DK! Resten af dagen muntrede vi os med lektier i en stor park og på udendørscafe med sofaer – det var helt godt, da natbussen til Siem Riep i Cambodia først kørte kl. 01… Tjahhh, hvad skal 4 friske unger få tiden til at gå med, når aftensmaden er indtaget kl. 21 og der stadig er 4 timer til afgang – ja, man kan jo lave en løbekonkurrence – i 30 grader!! Bagefter fik tjenerne Jens Gustav til at danse til Gangnam Style til stor morskab for de andre gæster, hvorefter ungerne blev inviteret på bar og fik en “blue drink”….- barlivet begynder i en tidlig alder efterhånden:) Børnene faldt hurtigt i søvn i natbussen – vist ikke så sært!

Kl. 11 landede vi i Siem Riep efter stop ved grænsen til Cambodia, hvor man efter paskontrol af myndige herrer i uniform spadserer henover et ingenmandsland med bl.a. casinoer, som thaierne lystigt bruger, da dette ikke er lovligt i Thailand.

D. 6.3. stod vi op kl. 04 og kørte med tuk tuk til Angkor Wat for at se det ved solopgang – og det kan absolut anbefales!! .Angkor Wat er et tempelkompleks ved Angkor, der ligger nogle få kilometer fra Siem Reap. Det blev bygget i det 12. århundrede af kong Suryavarman 2.  Som hinduistisk bedetempel og senere gravmonument. Næste konge byggede derpå sit eget tempel til bøn og gravmmonument, resulterende i et enormt landområde med utallige store stempler med få km afstand. Vi så de tre mest kendte templer, det tog en dag, selvom vi kørte tuk tuk imellem hvert tempel og tilmed inden for murene af et meget stort kvadratisk tempelområde, hvor hver murside er 3 km! Templerne har alle skiftet mellem buddhisme og hinduisme hvilket sætter sit præg på udsmykningen, hvor buddhafigurer flere steder er transformeret til hinduistiske figurer eller blot fjernet. Selve Angkor Wat templet anses for det arkitektoniske højdepunkt i den klassiske khmerkultur og kom i 1992 på Unescos verdensarvsliste. Det er fascinerende bygningsværker, ikke mindst med kendskab til, at alle stenblokke er skåret fra et bjerg 16 km derfra og transporteret på bambusbåde eller trukket af elefanter afhængig af årstiden, inden de er blevet til disse templer med flere etager, høje tårne og rigt udsmykkede vægge med indhuggede relieffer. Det er helt utroligt! Vi er glade for, at vi tog til Cambodia og fik denne store oplevelse med. Børnene gav efterfølgende udtryk for, at det havde været meget interessant. Der var også nysgerrige aber, så man skulle passe på sin taske og specielt sine vandflasker, som de hurtigt kunne snuppe og skrue låget af og sidde og drikke som et menneske.

På hotellet ventede vi på at gense vores dejlige venner fra Nordfyn, Mette og Kasper og deres to børn Ester og Ingrid – som også er på rygsækrejse. Gensynsglæden var stor – både børn og voksne hyggede sig med hinanden – og oplevelsesudvekslingen gik lystigt. Der blev også badet og leget i hotellets pool. Dagen efter tog vi sammen på tuk tuk- tur ud af byen ud til en lille sommerfuglepark med smukke sommerfugle – som af Jens Gustav blev fotograferet i alle mulige stillinger. Videre gik turen til et landminemuseum, som både var spændende og tankevækkende. Farligt, farligt arbejde at fjerne landminer. Vi så også en del lemlæstede cambodianere fra krigens tid sidde og tigge og nogle spillede musik. Stifteren af museet havde også lavet et hjem for børn, der var blevet lemlæstede. Da vi dagen efter gik på gaden og så en ung mand uden arme og ben, reflekterede Jens Gustav og mente, at han nok havde hoppet ovenpå en landmine…. I dag fjerner man landminer ved hjælp af trænede rotter. Rotterne er så lette, at de ikke aktiverer minerne, og deres lugtesans er så veludviklet, at de kan lugte sig frem til sprængstoffet. Når de finder en landmine graver de i jorden med forpoterne og bliver belønnet med banan.

Om aftenen spiste vi på en restaurant, som uddanner socialt udsatte til at blive kokke eller tjenere – dejligt sted og med et godt formål. Desserten var en rulleis på gaden den med nutella er bedst!:) Generelt på rejsen, har vi ikke oplevet utryghed, når vi går ude om aftenen. Der hersker en god stemning. Næste dag var afrejsedag for vores vedkommende – børnene syntes ellers, at det var hyggeligt med danske legekammerater:) – men vi ses jo heldigvis i Danmark igen!:):)

Da det er omstændeligt at oploade billeder til bloggen, findes billeder nu på appen Polarsteps – søg om at følge Ulrik Schousboe.

25.2. Store elefantdag.

Halvanden times kørsel fra Chiang Mai kom vi til Happy Elephant – et sted hvor man køber elefanter fra arbejdslejre. Det er den nye tids måde at opleve elefanter – på elefanternes præmisser, hvor fx. elefantridning ikke er acceptabelt. Vi blev alle ( vi var 11 i gruppen) iklædt Mahout tøj og skulle herefter hugge sukkerrør i mindre stykker til elefanterne, så blev vi introduceret til tre voksne elefanter og en fræk 3 – årig “baby”. Det var en kæmpe oplevelse at gå inde mellem de enorme dyr, så rolige. De har en sød tand, må man sige – for snablerne kunne hurtigt finde ned i vores kurve med sukkerrør, hvis ikke vi ikke var hurtige nok til at give dem. I starten skulle man lige vænne sig til, at ungerne gik inde mellem de store elefantfødder, men ret hurtigt føltes det mærkeligt nok trygt. I følge Peter August var den største oplevelse at mudderbade elefanterne. Vi stod praktisk talt i et mudderhul og klaskede mudder på deres store, varme kroppe. Vi lignede noget, der var løgn, da elefanterne jo også selv sprøjter mudder op på deres ryg, men jo ikke altid heeelt rammer kun dem selv. Efter elefanterne med deres mahouter havde haft tid til græsning – og vi selv havde tilberedt mad og suppe, glasnudler og grøntsager og hyggelig snak med hollændere og amerikanere omkring vores landes forskelligheder, gik vi med elefanterne ned for at bade i floden. De truttede velfornøjet i snablerne og sprøjtede vand på os. Så lagde de sig ned og så ud til at nyde at blive afkølet af vandet. Indimellem flød der store “ elefantpærer” rundt i vandet… Der var under hele turen god tid – det var en meget, meget stor oplevelse og rart at se, at mahouterne behandlede elefanterne med respekt og uden brug af pinde/ syle til at slå med.

Næste dag kørte vi tre timer til Pai, en by i bjergene ikke langt fra Myanmars grænse. Der er stor opmærksomhed på grænsehandel med stoffer, men vi fik lov at passere. Efter 762 sving og et par opkastninger ankom vi til vores hotel….. Resten af dagen gik med hygge, gåtur og pool. Hotellet lå 9 km. fra Pais centrum og stillede derfor en taxa tilrådighed kl. 18 til Pai. Kl. 21 blev vi afhentet igen og i buldermørke og i diselos fra den hårdtarbejdende gamle åbne taxa sad vi og sang “Midt om natten” og “Der er er yndigt land” – bare så HYGGELIGT – og så er det jo også en gratis oplevelse, ikke at forglemme!:)

Pai betegnes som en gammel hippieby….det kan man godt se og fornemme. I dag er der desuden rigtig mange backpackere og RIGTIG mange med dreadlocks – Ulrik er ved at tilægge skæg, men det er endnu ikke helt langt nok til dreadlocks…. Mange seværdigheder ligger udenfor Pai, derfor er det fordelagtigt at leje en knallert til den formidable sum af 100 bath for en dag…det måtte vi dog afstå fra.

Thailands svar på Grand Canyon ligger ved Pai – med det typiske røde jord og bjergagtige landskab. Specielt Peter August fik brudt nogle grænser, han var IKKE meget for de stejle skråninger og smalle passager, men efter diverse forhandlinger og en FAST hånd i far og hjælp fra forstående søskende, så overvandt han frygten og gik tilsidst med – så sejt. Bagefter var det lækkert at få vasket støvet af i de naturlige varme kilder. Vi kunne udholde at sidde i et bassin med 37 grader. På stedet kunne man købe æg og koge dem i boblende kilder.

Om aftenen fik vi Thaimassage i gadekøkkernes hovedgade. Jens Gustav faldt i søvn efter to minutter, hvilket var til stor morskab for massørerne. Vi andre faldt ikke i søvn, der var nemlig punkter, der var gode at få masseret og stillinger, man ikke helt var klar over, man overhovedet kunne komme i. Av for den!!

Efter lektielæsning tog vi på gåtur ud i det MEGET tørre landbrugsområde og fandt et sted med grise, høns, kvier/ køer og døde frøer. De meget ribbensudseende køer afgræssede rismarkerne efter de var blevet høstet, der var vist ikke meget næring tilbage der. Vi forsøgte at snakke med et par thaier, der passede deres kvæg – det blev mest til fagter. De gik og indsamlede køernes møg og lagde til tørre – vi fandt ikke helt ud af til hvilket formål – måske til afbrænding. Peter August og Jens Gustav kunne ikke helt slippe søerne og deres afkom ( 1 unge pr. so….!!) – så de var hos dem, mens vi andre hjalp den tilkomne ejer med at vande køerne, der havde stået hele dagen bundet ude på den solbeskinnede mark – ikke sært at de var tørstige!! Så skulle vi fodre hønsene – og så var det, at vi så, at to bananpalmer var blevet “plyndret” for bananer, og at de nu lå inde hos grisene – to “Emil fra Lønneberg” havde været på spil!! Peter Augusts forklaring lød på, at griseungerne så tynde ud, så han mente, de trængte til mere mad….Vi undskyldte overfor ejeren, men han grinte bare.

Næste dag gik turen tilbage til Chiang Mai – denne gang tog vi køresygetabletter og klarede næsten frisag – Peter August måtte lige ofre en gang og syntes ærlig talt at nu kunne det være nok med bjergkørsel. Hvad han ikke helt vidste var, at vi fra venner havde hørt, at der skulle være en dejlig teltplads på et andet bjerg i Chiang Mai. Der planlagde vi at overnatte, men det var svært at forklare den ellers lokale taxidame, hun kendte ikke stedet….Da vi indenda så det flotte tempel på vejen viste det sig, at der skulle være et stort terrænløb, så der var ingen plads på campingpladsen – så måtte vi nedad bjerget igen…Tror, det varer lidt med bjergkørsel igen. Vi overnattede fint i Chiang Mai og næste dag hentede en firhjulstrækker os og kørte os til campingpladsen på bjerget – smuk tur på en snæver, snæver vej, hvor dythornet kom i sving da nogle gange i hårnålesvingene. Fandt to telte med udsigt udover Chiang Mai og var derefter på tur til den lokale kaffelandsby. Der herskede en afslappethed – små glade børn løb mere eller mindre snavsede og påklædte rundt. Husene er bygget af bambus med lerklinede gulve og bliktage. Ungerne snakkede og hyggede sig med hinanden op af bjerget igen – alt andet end bjergkørsel var godt på det tidspunkt. Solnedgang og solopgang nedover Chiang Mai, det er nu en meget flot oplevelse!:) Kl. 6.30 næste morgen blev vi afhentet i taxi til lufthavnen til Bangkok – igen kom vi for sent med køb af togbilletter. Taxachaufføren mente, at han havde fået King Kong med i bilen – han var meget imponeret over Ulriks skæg – skal hilse og sige, at det er han ikke selv, men hvad gør man ikke for sin kone?!:)

Den 22.2. landede vi i Bangkoks sommerhede og høje luftfugtighed. Blev indkvarteret på Newroad Guesthouse hvor Go Beyond ( rejsebureau) har hovedsæde. Her er min grandfætter Torsten manager. Vi nød en øl i varmen og fik rigtig god vejledning af både Torsten og Alex som er ansat. En masse ideer kom i spil og en løseligt rute blev lagt.

I millionbyen Bangkok er der mange muligheder, men der er også mange mennnesker, biler, knallerter, tuk tuk, madboder, butikker i alle størrelser og med alt hvad der kan sælges – , hektisk aktivitet, sky towers, templer, små blikboliger, folk der bor på gaden, tiggere, bling, bling neonskilte og ikke at forglemme forurening…. Denne første dag besluttede vi os for at være kulturelle…..Vi tog med den lokale flodbus – en såkaldt meget osende longtailbåd stopfyldt med lokale og turister – vi blev gennet sammen som var vi kreaturer. Første stop Wat Arun – her er Buddhas relikvier opbevaret. Templet er hvidt men pyntet med uanede porcelænsmosaikker…. Næste stop var Det store kongeplads med forskellige templer i samme kompleks, bl.a. Wat Pho hvor liggende Buddha befinder sig og Wat Phra Kaew med over 100 spir – betegnes som et af de mest betydningsfulde buddhistiske templer i Thailand. Alle bygninger består af porcelænsmosaikker, skinnende sten og meget af det er guldbelagt – ikke mindst de ufattelig MANGE Buddhaer. Man må siger, at det er kontrastfyldt og tiltider lidt svært at forstå denne tilbedning set i forhold til når man går ud på gaden og ser det helt modsatte…..Kongehusets modtageplads så vi på afstand, da det var under renovering.

Hmmm, vi blev hurtigt enige om, at vi vist havde været kulturelle nok for den dag – det kneb efterhånden med tålmodigheden, og det var VARMT.

Næste dag tog vi på Asiens største weekendmarked, Chatuchak. Wrau, det var STORT og jeg tror ikke, at der var den ting, man IKKE kunne få. Godt, vi havde ID- armbånd på Jens Gustav, for der var også mange mennesker. Nu er det jo sådan, at en pige på 13 år ( læs Sigrid Marie) og en dreng på 5 år ( læs Jens Gustav) har forskellige interesser – og Jens Gustav kan hurtigt få nok af butikker…., MEN så er det godt at have subway surfer på IPhonen, så kan man godt sidde indenunder et tøjstativ og være underholdt en lille stund…. Der var en stor afdeling med levende dyr i alle afskygninger. Det var ikke rart, at se hunde i alt for små bure lukket inde i air conditionrum, gøende, når ejeren havde lukket butikken, eller fisk i alle afskygninger lukket i poser med lidt vand – vi så en del med bugen oppe… Hårløse katte i lyserødt outfit, slanger, massevis af små kaniner og fugle….

Chinatown med alt sin leben oplevede vi da det blev mørkt. Der er små butikker, små smilende asiater i deres gadekøkkener overalt midt i neonlysenes skær og trafikkaos. Vi spiste hjemmelavet dumplings og grøntsagssuppe i et gadekøkken bestyret af en tandløs, skrutrygget thaimammi siddende på en brandhane – der kunne hun overskue sit køkken og dirigere med sin skingre stemme – at denne middag højst sandsynlig gav lidt diarré for nogen af os – tjah, det må man jo tage med.

Inden afrejse til Chiang Mai d. 24.2. gik vi til Tony fra Step One – en skrædder vi havde fået anbefalet. Han ville gerne sy konfirmationstøj til Sigrid Marie. Det lød som om, at han forstod Sigrid Maries ønsker…..nu håber vi, at resultatet også svarer til forventningerne, når der er afprøvning i næste uge engang.

Når man som os ikke planlægger langt ud i fremtiden, så er der også ting, der ikke helt går som planlagt – fx. var der ikke flere pladser i nattoget til Chiang Mai, så måtte vi flyve – tænk, at det er ligeså billigt….